Kærligheden, kildevandet og det blå ocean

Eventyret venter den, som forstår at gribe det

Tanken om det frie liv på havet har altid fulgt mig. Jeg tror, at min fars begejstring smittede af på mig. Jeg husker, at han gav mig en rejseberetning om livet til søs af Erik Wedersøe. Jeg ved, jeg læste den, men husker som sådan ikke bogen. Men ideen om at sejle frit omkring på egen sejlbåd blev plantet, og nu, hvor jeg er blevet halvtreds, skal det være! Jeg har sejlet lidt – windsurfing mest af alt, prøvet hobie cat, og været på nogle ‘togter’ som søspejder og leget rundt med nogle joller. Men kan jeg sejle – nej, det kan jeg nok ikke, så hvad gør man så.

En god start kunne jo være at anskaffe en båd. Nå, ja og et sted, den kan ligge! Og hvilke regler skal man huske at overholde. Skal en båd forsikres?

Jeg starter helt fra scratch, og har selvfølgelig nogle forestillinger – realisme og indsigt kommer sikkert til at skubbe til disse forestillinger – og mine forventninger.

Hvad forestiller jeg mig så?

Båden – ca. 30 fod, i pæn stand, relativt nye sejl – altså nogenlunde sejlklar, måske ikke forberedt til sæsonen, men absolut heller ikke et projekt, der kræver skibstømrer skills. Og så skal det være en rigtig sejlbåd – altså, én der sejler godt. Jeg har ledt efter en blog eller website, hvor sejlegenskaber diskuteres. I skrivende stund har jeg ikke fundet rette sted, men modtager gerne hints til disse.

Alene til søs?

Jeg er naturligvis klar over, at sejlsport er en teamsport, når man bevæger sig væk fra windsurfers og optimistjolle. Derfor blev min tanke til ide og snart handling, da en kollega nævnte, at han da altid havde ønsket sig sejlbåd og at kunne sejle. Pludselig lå det lige for – vi er i mellemtiden blevet 4 og har besluttet os for at gøre dette sammen. Til alt held havde en af os (ikke mig!) været så fremsynet, at reservere havneplads – så nu har vi 3 meter havneplads per 1. april – men stadig ingen båd.

På trods af overskriften, er jeg ikke så langt som til at sige, at jeg skal gentage Troels Kløvedals bedrifter. Jeg håber i første omgang at få glæde af sejlerlivet på noget kortere togter – og mere lokale ‘oceaner’….